Jul betyder også farvel praktik. For Esbens vedkommende er det sidste klap på skulderen til IBIS SUR i dag, for efter jul tager han til Mexico. Jeg bliver dog indtil d. 12. januar og arbejder indtil afrejsedagen, da det vist er på sin plads at avancere lidt mere inden jeg smutter. For ting tager sørme lang tid i dette land. Sørme længere end i andre. Så jeg har slet ikke nået alt det i praktikperioden, der var planen. Når det så er sagt, så vil jeg lige give en hurtig briefing af en virkelig interessant og lærerig praktikperiode. Mine hovedopgaver har været de følgende to:

Strategiplansplanlægning:
CENPROTAC har stået foran at skulle udarbejde en ny strategiplan, og til det blev den lille gringuita (som senere, da det gik op for folkene her, at gringa altså kun betyder nordamerikaner, fik øgenavnet “Nordica” – det kan jeg ligesom også bedre identificere mig med, det klinger sådan lidt af viking) sat til at facilitere. Dvs. at hver tirsdag aften fra 17:30-21 (som på boliviansk betyder noget i nærheden af 19:30-23) har jeg stået for at udarbejde den metodologiske ramme for de mange spændende diskussioner, som jeg desværre kun sjældent følte for at bidrage til… Planen var at vi skulle have strategiplanen færdig d. 20. oktober, men jeg kan afsløre, at der stadig mangler en nævneværdig del – igen en lille reference til den gennemsyrende laid back bolivianermentalitet, som jeg næppe nogensinde lære at holde af.

Erico. Han kan mange gode vitser i pauserne til møderne. Bemærk højteknologien i baggrunden-

ja, måske er mine billeder lidt kedeligere end Esbens. Måske. Her er det en SWOT-analyse på en væg. På skrå.

Seksualitetsprojekt med børnearbejdere:
Min hovedopgave har dog været at akkompagnere Jovanna i at udarbejde et projektforslag sammen med et center for børn, der arbejder (og nogle af dem bor også) på gaden i La Paz. Temaet er seksualitet, fordi mange af børnene ikke har daglig voksenkontakt, og ikke aner en fløjtende fis om, hvordan man beskytter sig mod kønssygdomme og graviditet – eller blot hvordan man siger nej tak til sex med tilfældige forbipasserende. Mange forelsker sig tilmed i de voksne på centret, fordi de aldrig før er blevet taget alvorlige eller blevet vist omsorg. Da Jovanna også har andre projekter har jeg stået meget for dette projekt selv, hvilket har været eminent interessant, men også sommetider en ret stor mundfuld. Derfor mangler vi også stadig en del og får ret travlt de første uger i januar.

Der bliver lavet flotte plancher med temaet "hvad forstår vi ved seksualitet"

Præsentation af flotte plancher

Alt i alt har jeg virkelig holdt meget af min tid på CENPROTAC, og det har jeg skrevet en artikel om til AXIS (organisationen, som har skabt kontakten til CENPROTAC). Her jubelsynger jeg CENPROTACs arbejde, for på trods af de mange kuldsejlede deadlines, så synes jeg vitterligt, at de er topseje (http://www.axisngo.dk/index.php?mode=read&CT=nyheder&id=140).

Når man åbner døren krøller næsehårene sig ikke sammen i mødet med en tyk, sort byluft, som den vist kun kan se ud i en Latinamerikansk storby. For luften er frisk som på landet. Og den evindelige dytten er helt forstummet. Var det en lille boliviansk pipfugl i det fjerne? Næh, kan det næsten være sandt?

Gaderne er helt øde. Altså helt, alvorligt øde. Kun én café holder åbent, og her har alle byens gringos fundet vej hen. Ikke for at reparere tømmermænd – ingen i La Paz har tømmermænd i dag! – men fordi de keder sig.

Det er en meget særlig dag i dag, for der er valg i Bolivia.

Og i Bolivia tager man demokratiet meget seriøst. Derfor er der blevet indført en lov, der forbyder salg og indtagelse af alkohol 48 timer før og 24 timer efter valget. Der er sikkert ikke sjovt men temmelig fornuftigt i et land, hvor alkohol er primærføde og fuldskab en naturtilstand for en ikke undseelig del af befolkningen. Derudover er der bøde til dem, der ikke stemmer, og det er ulovligt at transportere bolivianere på valgdagen. Ja. Derfor har byens mange chauffører taget sig en tiltrængt fridag.

Kun et fåtal af privatbiler – og dem er der i forvejen usandsynlig få af – har fået et skilt i forruden, der indikerer, at de (sandsynligvis) har (betalt en helvedes masse bolivianos, for) ret(ten) til at køre i dag.

Alt dette i håb om, at bolivianerne vil gå til stemmeurnerne (stemmepapkasserne?) og stemme Evo Morales til magten igen. Og det gør de nu nok også, selvom sejren næppe bliver lige så sikker som i 2005.

Udover den nærmest magiske stilhed-før-storm præsenterer La Paz i dag en uanstændig varme, som kan gøre enhver dansker vild og farlig, og modsat de sidste mange uger ser det ikke ud til, at den vil blive skyllet væk kl. 15.

Det er i sandhed en meget særlig dag.

/Anna

p.s. Esben har taget sin funky pølseskindsfarvede pressevest på og er taget ud for at forevige afstemningen, så måske der bliver fulgt op med en billedreportage.

Besøg af en ægte viking
Inden det går i glemmebogen vil jeg skynde mig at berette om et besøg fra Danmark. Kort men intenst var det. Nina hed hun, og hun kom fra Ålborg til La Paz for at spendere en stund med os, og belære os om vugge-til-vugge konceptet og andre af sine skraldedrømme. Hun havde ikke den allerstørste stjerne hos Esben, der blev skubbet ud af ægtesengen for en kort bemærkning, men ellers var hun et rent hit. Jeg havde taget fri fra arbejde, og vi tog et smut ud i højlandet og tog en tysker og en hollænder med hjem. Vi fik mange interessante oplevelser, som aldrig blev foreviget, fordi vi intet kamera havde. Men det bedste var nu nok dagen inden Nina vendte snudeskaftet hjemad, der tog vi med tømmermænd til en lille landsby, Pongo, for at spise ørred. Til vores store overraskelse var cholitagruppuen Los Señores Independientes ved at optage en musikvideo udenfor landsbyens gamle stenkirke. Vi blev budt med i dansen og fik øl og singani og kys og klap til den helt store guldmedalje. Vi tilbragte stort set hele søndagen på at se dem tage deres dansescener om og om igen. Det var en fornøjelse – og hittet sidder stadig fast. Man kan måske påstå, at Ninas besøg aldrig ville gå i glemmebogen, hvis vi havde trodset vores jyske sindelag og sagt “jatak” til at optræde som gæstestjerner i videoen. Men det blev der altså ikke noget af.

Her vises Nina frem for at bevise hendes tilstedeværelse i den pinke stue

Fødselsdag 1
Så gik det hen og blev 25 år siden at baby-Anna kom til verden, og Esben bliver stadig mere forknyt over tabet af den teenager han eftersigende forelskede sig i back in the days. Han må nu nøjes med en halvgammel krage. Ikke desto mindre valgte han at fejre dagen med manér med en tur på mountainbike ned af verdens farligste vej. Jeg var ikke ligefrem den hurtigste rallyrytter i feltet, men dog heller ikke hele tiden den langsomste. Den hollandske farmaceutstuderende, Jelle, var heller ikke for hurtig på de stejle skrænter, der blot i år har kostet to uheldige cyklister livet. Men vi fire på farten var fire folk fra flade lande, så langsomt gik det ikke, men til gengæld gik det sikkert. Vi tilbagelagde de 75 km med en hældning på 3000 m i alt på godt 3 timer, med (efter Esbens sejhed) lidt for mange fotoshoot-stop undervejs. Derefter tilbragte vi to døgn i 35 graders varme med kolde øl, eksotiske insekter, neger cholitas, sval pool – og af en uvis grund også sauna.

Rallykører - med briller under briller

Anna, Ric og Jelle ved mindestenen for en israelsk pige der røg ud over skrænten i 2001. JPG

Fødselsdagsudsigt

Fødselsdag 2
Fredag d. 27. november blev der kaldt til det ugentlige strategiplanlægningsmøde på CENPROTAC, og som en velopdragen dansker havde jeg bagt en jeg-har-haft-fødselsdag-kage. Med banan. Den tog jeg med. Men den blev efterfølgende gjort gevaldigt til skamme, da det hele viste sig at være et scam, der dækkede over en forsinket fødselsdagskomsammen.

kage (man skal åbenbart skrive noget i det her felt)

Jovanna (som jeg arbejder med til dagligt), Elba, Andrea, Tania, grinebidder-fødselar, Vladimir og fotograf Erico

Huayna Potosí set fra en kirkegård for foden af bjerget

Anna har fået besøg af den kære Ninna. Pigefnis og sladder fik mig til at pakke rygsækken og begive mig op til Campo Base for foden af Huyana Potosí – et af de enorme bjerge som omgiver La Paz i La Cordillera Real, som bjergkæden hedder. Jeg slog følge med Toke Nyborg, hans kone Nazaret Fernández og så et fransk par som også var ude på eventyr. Rejsebureauet gav os en omgang mad som vi vidste de havde købt på gaden i El Alto på vej op til bjerget. Vi kiggede skeptisk på hinanden. Jeg selv havde jo en voldsom omgang madforgiftining i klar erindring fra Monteagudo, hvor jeg satte tænderne i et sørgeligt stykke høne. Men vi kunne jo se at bjerget uden for hytten gik helt op til Gud, så vi havde brug for energien.

Efter den nervøse spisning begyndte vi bare at gå. Vi fulgte efter vores guide over sten, klipper og kamme. Ja selv gennem floder hvor det var liiige ved at gå galt.

Fransk par i fuldt firspring over gletsjerflod

Efter et par timers vandring kom vi til Campo Alto som ligger i 5200 meters højde. Her fik vi serveret en klumpet omgang fjerkræssuppe og nogle kiks med margarine. Hytten ligger omkranset af gletsjertunger og man kan bruge mange stunder på bare at sidde på en sten i solen og glo på det mærkværdige landskab og fundere over de enorme kræfter som får det til at knage og brage når isen rykker nedad.

Her kan man tydeligt se hvor meget jeg grunder over naturens enorme kræfter

Vi gik alle tidligt i seng om eftermiddagen. Det var vi nødt til for allerede klokken tolv natten til mandag var det ud af soveposerne. Vi fik en lille omgang “morgen”-mad og så begyndte vi ellers at kæmpe med at iføre os støvler, pig-sko, isøkse, mavebælte og galocher. Det var møg koldt og det tog et stykke tid for de kolde fingre at snørre, binde og knappe det hele. Vores ånde dampede under pandelampen da vi omkring klokken 1 om natten begav os op ad gletsjeren. Vi blev delt op i to hold. Jeg selv blev spændt bagefter det franske par og en guide, mens Toke og Naza havde deres egen guide.

Hønsehønen fra dagen før fik det til at knage en lille smule i maven og selvom det var hundekoldt fik jeg sved på overlæben af at tænke på at jeg umuligt ville kunne nå at få alt det udstyr af i tide – hvis det nu skulle blive relevant. I starten var jeg glad for at jeg gik bagerst så de fine næser fra Bretagne ikke skulle belemres med min alpine småfisen…lige indtil den franske fyr foran mig gav en mærkelig lyd fra sig og sendte et flovt “pardón” ud i nattemørket. Pludselig var det ikke så sjovt at gå bagerst, men på den anden side var det rart at vide at vi alle var i samme båd.

Længere oppe ad bjerget kunne vi se en anden gruppe kæmpe sig op over isfladen. Pandelampernes gyngen bragte mindelser om De Syv Små Dværge. Vi havde fuldmåne og ned ad bjergsiden kunne vi se vores egne skygger. Der var skyfrit, men mod Syd kunne vi se enorme blomkålsskyer som blev oplyst af gule lyn. Det så helt godt ud.

Vores guide var en hård negl. Han blev ved at sige at vi var sent på den og at der ikke var tid til pauser, men der er så uendelig lidt ilt i luften og selvom man går museskridt hiver man efter vejret. Solen rørte Østen til en orange grød og vi kunne begynde at se omridset af de ufattelige isformationer omkring os.

Efter 5-6 timers vandring kunne vi skimte toppen, men den franske pige var færdig – der var ikke mere at give af. Hun faldt om flere gange og så ikke ud som om hun ville kunne nå hele vejen op. Jeg gav hende en Snickers og hun fik lidt farve i kinderne – men det der virkelig fik hende på på toppen af bjerget var vrede og trods. Vores guide ville nemlig efterlade hende på en sten hvor hun pænt kunne sidde og vente på at mændene besejrede bjerget. Hun blev arrig og pludselig var hun den af os som kæmpede hårdest.

Vores guide før den sidste stejle opstigning

Jeg skal være ærlig at sige at jeg var ved at blive en lille smule pylret henad klokken 7 om morgenen. Det hele foregik som i drømme og det er ærligt talt det hårdeste jeg nogensinde har prøvet i mit liv. Hårdere end dengang jeg måtte se mig slået af Sisse Fisker under Københavns Marathon 2007. Jeg forbandede hver eneste smøg jeg har røget. Men vi klarede det og jeg er sgu stolt. Jeg ved ikke om jeg har fået smag for bjergbestigning. At klatre har jeg altid syntes var sjovt, men det er her er næsten lige i overkanten.

Stædige frøædere

I baggrunden kan man se det enorme bjerg Illampu

/Esben

Fra Santa Cruz drønede vi sydpå i IBIS gamle, men solide, Nissan. I Camiri samlede vi en leder fra APG, Guaraní-indianernes folkeforsamling, op som skulle fungere som guide for os i landsbyerne. Don Gerrardo gjorde det en del nemmere for os at komme ind på livet af de, til tider, lidt sky samfund. Det var nogle fantastiske og støvede dage hvor vi fik snakket med en hel masse mennesker som hver især fortalte hvordan de lider under klimaforandringerne.

Chaco-regionen er et goldt område med små forvitrede træer og en ørkenvind så støvet at man må gå med tørklæde. Men folkene på egnen var åbne over for os og fortalte om hvordan regnen udebliver og dermed formindsker høstudbyttet.

En bonde fra El Rodeo fortæller om manglen på drikkevand

Chaco er et ømt punkt i Bolivias korte historie. Siden uafhængigheden som blev erklæret for 200 år siden (men først opnået 16 år senere) har Bolivia kastet sig ud i utallige krige mod nabolandende. Og tabt dem alle. Det bolivianske territorie er halveret siden uafhængigheden. Værst har det været at miste adgangen til havet i Salpeterkrigen mod Chile, men nationalfølelsen led alligevel sit største knæk i krigen mod Paraguay i 30′erne hvor de måtte afstå størstedelen af Chaco-regionen.

I dag er Chaco-regionen et af de steder hvor den ulige jordfordeling er tydeligst. Så sent som i sidste måned udkom en rapport fra FN som fastslog at mange Guaraní-indianere fortsat lever under slavelignende forhold på de hvide godsejeres jord. Ja, man skulle tro det var løgn at de økonomsike strukturer fra kolonitiden stadig eksisterer.

En af de jordejere som har figureret meget i de bolivianske medier hedder Larsen. Han er amerikaner af dansk afstamning og markerede sig uheldigt da han tog den statslige landopmåler som gidsel da denne kom for at opmåle hans enorme godsareal. Vi kørte tilfældigt forbi Larsens går og vi kunne ikke lade være med lige at kigge ind. Jeg kunne sjovt nok kende området på den måde kvæget var brændemærket på fordi jeg havde set et billede af Larsens søn engang.

Larsens søn med et brændejern. Han er i øvrigt tidligere Mister Bolivia for at det ikke skal være løgn

Ja det er ikke det seneste stunt fra Ungeren, men derimod Larsen Junior som har været på spil med et varmt stykke metal

Brudgommen var en gammel studiekammerat, og først blev jeg vældig beæret over at måtte komme med, men i næste åndedrag fortalte hun mig, at der ville komme 900 gæster, og at brudeparret højst kendte de 200 personligt. Jeg vidste jo ikke helt, hvad jeg gik ind til, og hvad-skal-man-have-på og sådan noget. Da jeg viste Carola mit sortiment af medbragte hjemmesyede kjoler var det med slet skjult foragt, at hun foreslog, at vi tog til bydelen San Pedro, hvor man kan leje festskrud for en tyver. Det gjorde vi så. Fredag eftermiddag tog vi til gadehandlens bolivianske epicenter, hvor Carola med hård hånd styrede slagets gang. Kodeordet var glimmer, og før jeg vidste af det havde jeg spenderet mere energi på plasticdiamanter og høje hæle end jeg hidtil har gjort i hele mit liv. Puha. Carola forklarede mig, at brudeparret var efterkommere af en nyrig aymaraindianerfamilie, som på told- og skattefri handel i selvsamme gadehandlerkvarter var kommet til penge. Efter hvad jeg ind til videre har regnet mig frem til, så findes der to slags handlende aymaraindianere i La Paz. Dem, der nægter at sælge dig alle bodens sidste 10 tomater, men kun vil sælge dig 5, for ”hvad skal jeg lave resten af dagen, hvis du køber alt jeg har tilbage?”, og dem, der forstår at gøre en god forretning. Måske er Bolivia Latinamerikas fattigste land, men det skal jo ikke afholde nogen fra at have røven fuld af pesos, og man behøver altså ikke tage til lavlandet, eller det der hedder ”halvmånen”, for at opleve folk med rigtig, rigtig mange penge. Det bemærkelsesværdige i La Paz er bare, at man ikke på samme måde ser, at rige folk er rige, for mange af de rige kvinder og mænd af indiansk afstamning klæder sig fuldstændig som alle andre på markedspladsen. Rygtet vil dog vide, at mange af de små indianerkvinder, cholitas, med bowlerhat og hullede sko tjener masser af penge, som de forstår at sparre op eller spendere på guld – og jeg fik i den grad rygtet bekræftet til brylluppet. Men for at beskrive denne vanvittige rigdom bedst muligt, forelægger følgende anekdote: Den 24-årige bruds far har netop købt hende et kollegium, hvor hun skal være rektor.

Esben har kameraet med på farten, så vi måtte nøjes med Carolas telefon. Her er det en bange hest til frisør.

Carolas falske porcelænnegle med "diseño"

Annas lidt mere fesne udgave

Invitationen til kirken lød på lørdag kl. 14:30. Efter seks timers klargørning i diverse negle- og hårbutikker ankom vi på bedste bolivianermanér kl. kvart i fem – eftersigende kun få minutter efter den desperate bruds ankomst, så vi fik hele den katolske ceremoni med; lige fra de første klapsalver, til præstens sjasken med en våd solsikke, og til parrets fælles tilfangetagelse i en lang gul halskæde. Til sidst akkompagnerede allround brudevalsen deres tur ud af kirken. Her dannede alle en kilometer lang kø, hvorpå de defilerede forbi par, forældre og fadere, gav dem et kys, en krammer og en håndfuld blomterblade i håret.

Vi tog en taxa hen til salen, hvor festen skulle foregå, og sjældent har jeg set noget lignende. 90 borde og 900 stole alle pakket sirligt ind i stof i hvid og aftenens temafarve; babyblå. På hvert bord stod en gigantisk blomsterdekoration i temafarven, en enorm glaslysestage og en 2liters coca cola. Vi tog plads sammen med Carolas gamle studiekammerater og deres respektive partnere og så til mens gæsterne ankom, og hvert bord blev fyldt med to liter whisky og fire liter øl. Resten af aften sørgede 25 tjenere for, at præcis samme mængde alkohol forblev på hvert bord.

En imponerende kageseng

Gæsterne var en broget forsamling, men alle var i glimmer. Familien var, som nævnt et par gange, af aymaraafstamning, og selvom mange havde iklædt sig høje hæle og stramme glimsende kjoler, så var i hvert fald halvdelen af kvinderne klædt i den traditionelle cholamundering; bowlerhat, pollera, sjal og flade sko. Men det var ikke til at tage fejl af, her var tale om kvinder med hatten fuld af ægte juveler, og Carola fortale mig, at cholitaernes festtøj gerne koster 10.000 dollars. Hvor hun har den information fra melder historien intet om, men ingen tvivl om, at det var et imponerende syn, der fik vores plasticøreringe til at se en smule matte ud.

Cholita med sving i polleraen

Dansende cholitas. Alt hvad der glimter er ægte guld

Som så mange gange før her i Bolivia, var det ikke lige frem med åbne arme at min hvide person blev modtaget, men mere med sådan et skeptisk hvad-laver-du-dog-her-dit-høje-blege-skur-blik. Som aftenen skred frem vågede flere og flere – især mandfolk – sig dog forbi vores bord med et velsmurt ”yu banna dance?”, og ikke så få gange blev en dristig Rudi, Windsor eller Martín mere end forbavset over skurets højde, når jeg rejste mig for at tage imod deres udstrakte tilbud om en cumbia eller en salsa. Jeg var et pænt postmandperhoved højere end gennemsnittet, og mit livs første par høje hæle på et spejlglat marmordansegulv gjorde bestemt ikke min udsatte statur mindre bemærkelsesværdig. Men som aftenen skred frem, og whiskydepotet blev tømt, blev tilstedeværelsen af skuret i de lånte fjer og med de fattige cumbia-fejesving – om ikke værdsat så i hvert fald – accepteret.

Lille mand og stor dame

Brudecumbia

I bedste tivolistil kunne man i løbet af aftenen købe portrætter af sig selv flankeret af computeranimerede trompeter, vielsesringe, kors og duer.

Tre bands var bestilt til festen, alle med samme cumbia/salsa-repertoire, hvilket ikke lod til at genere nogen. Gennemsnitsgæsten har vel danset en ni timers tid, og det gælder gamle og unge, mænd og kvinder med eller uden bowlerhat. Musikerne ofrede sig for den gode sag, og sjældent har nogen med så megen energi og stolthed forført en panfløjte så hele dansegulvet kampsvedte Jonnie Walker med et fernis af coca cola. Jeg var meget imponeret. Under den ultrakorte middag kl. 21:00 nåede vi dog lige at høre Creep, Don’t Speak og noget med Shanaia Twain, og der tænkte jeg ”Nåh, nu må der da være nogle af de ældste, der kommer til kort” men der gik ikke mange minutter før den aldersfascistiske tanke blev gjort til skamme, for ikke en nålestribet eller perlebesat balde stod stille, da der efter middagen blev spillet ”YMCA” – og alle sang med så godt de nu kunne.

Aftenens absolut mest populære band "Los Venenos"

Det unge brudepar på det spejlglatte, lysende dansegulv

Men jeg var jo ikke kommet for at beundre cholitas eller danse – ikke ifølge Carola i hvert fald. De få gange der ikke blev danset sørgede hun for, at jeg kom til at tale med nogle meget fulde og meget ulykkelige kvindfolk. ”Det er min mand ham der, han er ikke en god person”, sagde flere af dem, og så lagde vi ellers øre til den ene ulykkelige og grådkvalte historie efter den anden. Det virkede på en måde så forlorent at sidde og lytte på disse tragiske kvindeskæbner til et bryllup. Som om illusionen om det lykkelige par fortsætter selvom alle ved, at det kun kan gå en vej – og det er direkte ned i machismoens sorte hule. Rundt om bordet sad mange søde fyre, alle med hver deres bette dame, men i løbet af aftenen begyndte Carola at lette på låget til hver eneste varóns pandoras æske, og det var ikke småting der hoppede ud derfra, ”ikke desto mindre”, sagde Carola, ”bliver damerne hos dem, for det allerværste i verden – og det er altså lige trinnet over at dele ægteseng med en voldig, drikfældig, doven og utro machista – er ikke at have nogen mand.” Herefter gjorde hun mig opmærksom på, at hun var den eneste, der har taget en borddame med, og sagde: ”… det er bare ikke velset her, og folk snakker og kigger, uden tvivl, men jeg er ligeglad!”

Men man må vel stadig have lov at håbe det bedste for Boris og Silvia, det unge par, som jeg først fik mulighed for at hilse på kl. 04:00. Der kom den pattestive brud forbi vores bord og brølede “HEJ GRINGA”, (her i landet er alle hvidhuder gringos uanset nationalt tilhørsforhold. red.) “DU HAR GODTNOK HØJT HÅR”, og det eneste jeg kunne svare var bare; af hele mit gringohjerte tak fordi jeg måtte komme med til dit imponerende bryllup.

Speeding motorcycle, won’t you change me?
Speeding motorcycle, won’t you change me?
In a world of funny changes
Speeding motorcycle, won’t you change me?
Speeding motorcycle of my heart
Speeding motorcycle; always changing me
Speeding motorcycle, don’t you drive recklessly
Speeding motorcycle of my heart
Pretty girls have taken you for a ride
Hurt you deep inside but you never slowed down
Speeding motorcycle in my heart
Speeding motorcycle, let’s speed smart
‘Cause we don’t want to wreck but
We can do a lot of tricks
We don’t have to break our necks
To get our kicks
Speeding motorcycle, the road is ours
Speeding motorcycle, let’s speed some more
‘Cause we don’t need reason and we don’t need logic
We’ve got feeling and we’re dang proud of it
Speeding motorcycle, there’s nothing you can’t do
Speeding motorcycle, I love you
Speeding motorcycle, let’s just go
Speeding motorcycle
Let’s go let’s go let’s go
Oo oo

Stephan har tidligere været praktikant på IBIS, men perioden sluttede her i august. Alligevel bliver han hængende her i La Paz. Det er fordi han samler materiale til sit speciale (det har nok også noget at gøre med den dejlige Alison som han kommer kæreste med). Vigtigst af alt har Stephan en motorcykel! Det er en motorcross-cykel og den kan køre godt og vel over alt. Den er hvid med nogle røde markeringer og det er en Yamaha – og så ved jeg ikke mere om den. Stephan forsøgte at imponere mig ved at sige noget om kubik og hestekræfter og jeg lod høfligt som om jeg vidste hvad han snakkede om, og jeg prøvede at gøre ham glad ved at sige at jeg da nok mente at hans cykel havde rigtig meget af begge dele. Lidt har jeg da fået ud af at spille bilkort og dyrekort i frikvartererne i F-Bygningen på Broager Skole: Det gælder som regel om at have mest af det hele; om det så drejer sig om hestekræfter eller krokodilleunger.

Vi ville drøne ud af byen og se os lidt om, men jeg nåede knap nok at vænne mig til at følge motorcyklen i svingene før en syndflod tvang os til at gøre holdt og søge ly i en butik som solgte træningsvægte og strygejern.

Så stod kubik og hestekræfter ellers der og blev helt gennemblødte

Da regnen endelig stilnede af fræsede vi sydover langs med den ildelugtende flod, ned gennem rigmandskvarteret Zona Sur og til sidst ud på landet. Stephan er mere end habil på sådan en cykel og selvom det gik stærkt og vejene var våde de første par timer, kunne jeg sagtens sidde og nyde landskabet.

Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed!

Det var tydeligt at mærke at både jernhest og jockey havde det bedst på de små grusstier og bjergveje. På et tidspunkt kørte vi ned gennem et udtørret flodleje og holdt et velfortjent hvil blandt de andre tyre som stod og tyggede drøv.

Passager og chauffør

Alt i alt en fed dag på vejene.

/Esben

PS: Trangen til fart og spænding er noget man har i blodet:

Fader og kværn

Efter godt fire uger i landet besluttede vi os for at tage en sviptur udenfor La Paz, da vi havde hørt rygter om, at der derude var skatte at finde. Den første af vores, ja, udflugter, kan man vel bedst kalde det, ud af byen gik til ”Isla del Sol”, en ø med 5000 beboere i den oceanagtigt store og søvandskolde Titicacasø. At dømme efter stoltheden i Esbens stemme de mange gange han nævnte det på udflugten, vil han sandsynligvis sætte pris på, at jeg kvitterer med en offentliggørelse: Rune og Esben svømmede i denne iskolde ferskvandssø i året 2003.

Vi lavede sådan set ikke ret meget beretningsværdigt på øen. Vi spiste fisk. Klatrede på klipper og besøgte selvfølgelig det sagnomspundne inka-monument, som ingen af os (ikke engang Esben, der gerne vil have sine skolepenge tilbage) rigtig vidste noget om. Dog havde vor ven StepHans fortalt os en røverhistorie om, at der i svundne tider boede 500 jomfruer i ruinerne, som af en ukendt grund blev ofret til en ukendt gud. For at slutte denne blasfemiske beretning af med manér kan vi sige, at det nok cirka har set sådan her ud.

Andre fotos fra ø-weekend:

Solnedgang for den anden ende af kæmpesøen. "Edelweiss" er aldrig langt væk.

Børn og blindt lam på "Isla del Sol". Børnene havde lært at posere spontant med deres dyr og forventede til gengæld betaling i slik eller småpenge. Så blev man pinligt bevidst om sin turistposition.

Sol lige i øjnene. På vej op på toppen af det hele blev vi rendt over ende af to udbryderlamaer og en lamahyrdepige på vej ned af bjerget i hurtig fart. Da Esben spurgte om vi skulle hjælpe med at fange lamaerne (den lille pige var meget lille, så det var på sin plads at spørge) sagde hun bare "Nix!"

Fællesfoto med franskmænd i det grønne værelse. På vej hjem fra øen var der optræk til blokade i en nærliggende landsby, så alle skulle pludselig meget hurtigt til La Paz. Der var vild panik, og i panikken gjorde vi det alle turister gør ene og alene af den grund, at de er godtroende, panikkende turister. Vi købte falske busbilletter. Det ene tog det andet, og før vi vidste af det havde vi Manu og Ben boende i det grønne værelse i La Paz.

Forår. Glade fugle og lysere aftener, blomsterknopper og alt det andet vi kan lide. Det er bare skønt! Det er bare lidt irriterende, når forår i La Paz har flere fællestræk med dansk efterår og kalder på kakao, stearinlys og film end noget som helst andet. Ingen fugle, ingen blomster og tunge, tunge skyer. På vej på arbejde kan man blive overrasket af så seriøse regnskyl, at kloakdækslerne står og sprutter, og man ikke kan krydse vejen fordi en større flod af tusind liter brunt vand drøner forbi ned ad gaden og ned i det allernederste af La Paz-dalen – og så er det bare det, at mit job ligger ovre på den anden side af dalen og mine gummistøvler står i Danmark.

Forår. Siden søndag har vi haft to franskmænd boende, som vi fandt på vejen hjem fra en weekendudflugt ud af byen. De havde snedigt nok valgt at plante deres fire ugers septemberferie på den sydlige halvkugle for at få noget dejligt forår inden de mange måneders arbejde i det vintergrå Paris. De slog pegefingeren for næsen og tog til Bolivia – og selvsamme næse er i disse dage lang og våd. Stakkels franskmænd. Vi sender dem en kærlig tanke ude i det la pazke flodsystem og laver suppe til når de kommer hjem.

/Anna

Selvom hun nu har været syg og snottet nogle dage, har Anna jo været igang med sin praktik lidt længere end jeg. Hun startede for halvanden uges tid siden i den bolivianske NGO Cenprotac, men er udsendt af Axis i Danmark. Det virker som om Cenprotac består af en flok engagerede ansatte og frivillige som arbejder for at uddanne børn og unge her i La Paz. Men det må Anna hellere selv fortælle mere om.

Det er ikke meget mand og kone får set til hinanden:

Mand møder kl. 8.00 og kommer trææææt hjem ved syv-tiden (dog med en god siesta hen over middag).

Kone arbejder hjemme indtil kl. 15.00 hvorefter hun vandrer på arbejde (hun har længere på arbejde end manden) og hygger sig derefter bravt med møder og workshops, nogle gange indtil ved ti-tiden.

En bid brød og måske en film og så søvn og så forfra. Men det er sgu ikke så tosset endda.

Når Anna har tid kan hun godt lide at gå på marked. Hun foretrækker at investere i underlige grøntsager fremfor i kød. Det har jeg lagt mærke til. Og så kan hun godt lide at koge de underlige grøntsager sammen til en suppe, og ni ud af ti gange ender det rigtig godt. Der er dog undtagelser. En af undtagelserne hedder “chuño“. Det er en indiansk spise – en frysetørret kartoffel. Man graver simpelthen kartoflen ned i en gletsjer (hvis man har en). Det er vigtigt, tror jeg, lige at markere med et skilt eller en vimpel hvor man har gravet dem ned, ellers finder man dem ALDRIG igen. Derefter giver man kartoflerne et ordentligt chok ved at grave dem op og lægge dem ud i stærkt sollys. Kulde/varme-kombinationen gør at ‘toflerne kan holde sig længere end almindelige ditto. Nu har man sorte chuños. Der findes også hvide chuños – de kan holde sig endnu længere fordi de også har fået lov at ligge længe i en sø eller en flod.

Chuños på kogepunktet

Man tilbereder dem ved at lade dem ligge i vand minimum et døgn, hvorefter man koger dem og hæder vandet fra. Så smider man et æg ned til dem og ryster godt med låg på. Vupti har man…en kartoffel/æg-ret. Anna kan ikke lide det, men jeg har indtryk af at det også mere er processen – det at lære en ny grøntsag at kende – som fascinerer hende.

Señorita Frankenstein i køkkenet - klar til næste eksperiment

Til fusionskokkens forsvar skal det siges at det ret ofte går godt når hun står ved komfuret (at sige andet vil jo også være at skyde sig selv i foden, ikke?). For eksempel bragte hun forleden nogle bittesmå rød/gule kartofler med hjem. Ikke alene har de en enorm dekorativ værdi; de smagte faktisk også dejligt.

"Rød kartoffel på glasbord" af Esben Frost

Grænsen mellem fødevare og kunst udviskes

/Esben